Snobrød med 16 gadedrenge!

En af de sidste dage, sammen med vores kære gadedrenge fra Gidan Bege, havde vi inviteret alle 16 hjem til Villa Papito, hvor vi boede. Her havde vi sørget for Sodavand, salat, kød og 10 kg snobrødsdej. Drengene stod med julelys i øjnene, da de så hvor meget mad der var. Først forstod de ikke helt konceptet ved snobrød, at man skulle komme dej på en pind, var da ikke helt normalt. Men efter 3 brændte brød og en del frustration over det ikke bare bagte af sig selv, begyndte de at synes det var rigtig sjovt, for nu kunne de finde ud af det! De blev ved lige indtil der ikke var mere snobrødsdej, og det skal lige siges, at 10 kg snobrødsdej er pænt meget!
Det var en rigtig hyggelig og dejlig måde at tage afsked med drengene på, de var så taknemmelige og rolige! De smil de sendte os, sagde mere end tusind ord. Man kunne se, hvor meget det betød for dem! Da vi kom på arbejde ugen efter, var det stadig det helt store taleemne, så det var virkelig noget der havde betydet meget for dem!
Jeg kommer til at savne de drenge helt forfærdelig meget!

Nigeriansk bryllup!

I lørdags var vi blevet inviteret til bryllup, til trods for vi slet ikke anede hvem der skulle giftes. I Nigeria gør man meget ud af sig selv, fine kjoler og store hatte. Vi skulle da ikke være nogen undtagelse. Vores private skrædder kom på arbejde, da han en uge før brylluppet fik af vide han skulle være færdig med 5 kjoler og 2 jakkesæt. Vi havde bestemt at vi alle 12 volontører skulle komme i samme tøj, elles vi kunne selv vælge design, men stoffet skulle være det samme. Dette resulterede i et reach out hold forklædt som gaver i julepapir. Brylluppet i sig selv var ikke den bedste oplevelse. Jo større bryllupper jo bedre, og det betød bare at 200 af de 500 mennesker der kom til brylluppet ikke kendte brudeparret, så det personlige som er ved danske bryllupper skulle man lede længe efter til dette bryllup! Men en sjov oplevelse at prøve!

Shere hills

Vi har efterhånden været her i Nigeria i lang tid. Halvvejsmærket blev sat for snart to uger siden og på fredag er der kun en måned til, at vi vender snuden hjem ad igen. Det går pludselig op for en, at tiden bare er fløjet af sted, og at den sidste tid bare skal nydes mest muligt!
I sidste uge var vi danskere ude at fejre, at vi havde klaret 1½ måned med nigeriansk mad. Vi tog på restaurant for at spise. Rigtig lækkert og utrolig meget kød lige pludselig, i forhold til hvad vi er vant til! Stedet var rent og der kørte BBC news på en fladskærm i baggrunden, som optog meget af vores opmærksomhed. Minutter efter vi havde sat os, kom der rent faktisk en tjener, rimelig overraskende! På toilettet kunne der trækkes ud, og der kom rendende vand ud af vandhanen, utroligt! Lige der, følte jeg ikke vi var i Nigeria.
I lørdags skulle 2. bjerg bestiges, Shere hills. Et væsentlig større og mere udfordrende bjerg end sidste gang. Samarbejde var et kæmpe nøgleord i den sammenhæng. Udefra lignede bjerget mest af alt kæmpe sten der var placeres tilfældigt oven på hinanden. Det lignede ikke rigtig noget der kunne bestiges, men da vi kom hen til bjerget viste det sig at der var sprækker som vi kunne kravle igennem, nogle så tynde at maven virkelig skulle suges ind. Mest af tiden foregik på alle fire. Virkelig en oplevelse, og vores samarbejde som en gruppe blev virkelig sat på prøve. Da vi nåede toppen, med 7 skrammer mere end da vi startede, mødte der os en fantastisk udsigt! Man kunne se alle bjergene omkring Jos, virkelig flot! Vi fik skrevet vores navn, RO8 - make a change på toppen, ved siden af alle de andre reach out holds navne.
Virkelig en fed oplevelse!

Ny arbejdsplads

I sidste uge begyndte skolerne igen, efter en lang sommerferie. Vi havde derfor muligheden for at skifte arbejdsplads. Egentlig havde jeg ikke nogen intention om at skifte arbejdsplads, men da vi var rundt at se skolerne, var der specielt en skole som tiltalte mig. Så nu arbejder jeg på Glorious Hope private school, her underviser jeg, sammen med Maja i pre-primary, det svarer til 1. klasse i Danmark.
Jeg har nu arbejdet på Hope i to uger, og er rigtig glad for det. Børnene er rigtig søde og hører efter når man siger de skal, men de ved også, at hvis ikke de hører efter, kommer læreren og giver dem et rap over fingrene med en lineal. Det der med at slå børn, er en ting jeg aldrig kommer til at forstå. Vi kan ikke sige noget til det, for sådan er det bare hernede, det er en del af den måde, de bliver opdraget på. Det vi kan gøre, er at vise, hvordan vi takler problemerne uden at bruge vold.
Men at jeg nu arbejder på Hope, betyder også at jeg ikke længere arbejder på Aisha. Beslutningen har jeg selv taget, og selvom det har været fantastisk at arbejde på Aisha, og børnene jo simpelthen ikke til at stå for, så følte jeg ikke der var nok udfordring i arbejdet i længden. Jeg savner det små herlige unger, men jeg er samtidig glad for det beslutning jeg har taget!

På rundtur i Jos

Søndag blev dagen, hvor jeg skulle hjem til min partners familie. En dag jeg på den ene side virkelig havde frygtet, men på den anden side også havde glædet mig til. Jeg glædede mig til at se familie og venner, og samtidig kunne jeg ikke rigtig overskue at skulle være et fremvisningsobjekt en hel dag. Nigerianerne hernede er meget stolte over at bo sammen med hvide mennesker. Det vil sige, at så snart man træder uden for Villa Papitos port, skal der holdes i hånd så folk kan se vi er med dem, det kan godt være lidt belastende i længden!
Fordi Nens (min partner) forældre bor ca. 1½ times kørsel fra Jos, tog vi på rundtur hos diverse tanter og onkler i stedet for. De ville alle sammen gerne have mulighed for at hilse på mig. Først besøgte vi Nens farbror, som boede i et værelse sammen med sin kone og datter. Værelset var ikke mere end 8 km2, og her havde de så alt hvad det behøvede, det eneste der var ved siden af var et lille køkken og et toilet. Selvom de ikke havde meget, var stereoanlæg og fjernsyn ikke til at overse. Lige meget hvor fattig man er her i Jos, så er man næsten altid sikker på at se et fjernsyn i huset.
Efter vi havde været hos farbroren i et par timer tog vi videre. Jeg havde ingen anelse om, hvor vi var på vej hen, men fulgte bare efter og håbede på at Nen vidste, hvor vi skulle hen. Vi blev kørt til et stort villakvarter, hvor vi blev sat af foran en stor port. Her tog en vagt og 5 vagthunde imod os. Det der mødte mig på den anden side af porten, var et stort hus. Det var en kæmpe kontrast til det første sted vi havde været. Alle var meget imødekomne, og især Nens moster kunne jeg lide. Vi sad længe og snakkede om alt lige fra dansk mad til, at jeg da skulle tage at blive i landet og finde mig en nigeriansk mand. Det går de meget op i hernede! De forstår ikke rigtig, hvorfor jeg ikke bare forlænger mit visa, når jeg nu så godt kan lide landet. Men jeg fik forklaret, at jeg ville komme til at savne venner, familie og Danmark, hvis jeg skulle blive hernede i længere tid, og det tror jeg hun forstod.
Begge de steder vi var, blev der disket op med den helt store menu. I Nigeria er det uhøfligt at sig nej tak til mad, så jeg skal da lige love for jeg fik spist for to den dag, jeg takker for det var noget mad jeg kunne lide! Det var en god oplevelse, men hold op hvor bliver man udmattet af at være i ”udstillingsdukke” en hel dag. Det er ikke noget jeg bryder mig særlig meget om, men jeg ville alligevel ikke være oplevelsen foruden!

Af hjertet tak: Bente og Jesper!

Nu har vi snart passeret den første måned hernede, og der er nogle ting man så småt begynder at savne ved Danmark. Specielt dansk mad! Når man har spist whiteballs, som er udkogt ris i plasticpose, og slimysoup, som meget fint kan sammenlignes med snot, et par gange, hungrer man efter rigtig dansk mad. Selvom kokken meget ihærdigt prøver at lave dansk mad, kommer hun ikke altid helt heldigt ud af den. Så rigtig dansk mad er noget, som er prioriteret rigtig højt på vores liste, over ting vi gerne vil have! Når vi sidder ved bordet og spiser, er den sikker hver gang, der kommer altid en eller anden kommentar, f.eks. ”åhh havde man bare rugbrød og et koldt glas mælk” eller ”havde man bare en god dansk bøf!”
I dag den 20. september fik vi invitationen om at komme til aftensmad, hos det danske missionærpar, Bente og Jesper, i deres compound på hillcrest, som er en amerikansk styret skole. Vi danskere var virkelig begejstret, for vi viste det betød god mad! Bente havde disket op med det helt store ta’ selv bord. Menuen stod på spagetti med kødsovs, brødstænger, salat og dild-dressing. Alle os danskere var meget ivrige efter at få et godt dansk måltid, og da vi ca. 20 min. efter havde fortæret to store portioner, sad man og ærgrede sig over at mavesækken ikke var større! Efter det fantastiske måltid, blev der serveret kanelsnegle med chokoladeglasur. Det er det bedste måltid jeg længe har fået!
Jeg er sikker på, jeg på vegne af alle danske volontører, kan sige rigtig mange gange tak for mad, Bente og Jesper, det landede et virkelig tørt sted! I har lige reddet 6 blegfede dansker fra at gå sulten i seng, i et godt stykke tid!

Mit arbejde

Nu begynder der for alvor at ske noget på mine to arbejdspladser. På Gidan Bege er 10 drenge ud af 16 blevet flyttet til et andet gadedrengehjem Giro. Drengene har kun lov til at være på Gidan Bege i 6 måneder, så bliver de flyttet, så nye drenge kan få chancen for at starte på en frisk. Vi nåede lige at lære drengene godt at kende, og så smuttede de, så nu kan vi starte forfra. Det er lidt hårdt, men samtidig også fedt at kunne følge med i drengenes udvikling helt fra starten af.
Mandag og tirsdag var jeg på Aisha, mandag var alt som det skulle være, men da vi kom tirsdag, manglede der et barn. Deborah var blevet bortadopteret fra den ene dag til den anden. Vi havde fået af vide, at det højest sandsynligt ville ske mens vi var der, og selvfølgelig er det også det bedste for hende, men det er alligevel mærkeligt at have brugt tid på at lære hende at kende, og så ikke komme til at se hende igen. Samtidig fik vi at vide, at de fire børn som Maja og jeg har brugt mest tid på, også snart ville blive adopteret. Tirsdag gik derfor med at få sagt ordentlig farvel til de fire herlige unger, just in case de ikke er der på mandag!